
Brug foråret til at forebygge indbrud
2025 er startet med en stigning i antallet af indbrud, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Nu står forårets og sommerens ferieperioder for døren, og derfor er det vigtigt, at du indbrudssikrer dit hjem bedst muligt og aftaler feriehjælp med naboerne, hvis I skal ud at rejse.
Ned med hækken, på med sikringsbeslagene, væk med værktøjet og sig hej til naboen.
Du kan selv gøre en hel del for at forebygge indbrud, og foråret er en oplagt anledning til at få kigget på, hvor indbrudssikret dit hjem er.
”Vi kan med simple midler gøre livet meget sværere for indbrudstyvene. Og det skal vi gøre, fordi vi ved, at et indbrud eller et indbrudsforsøg i ens hjem eller ens nabolag går ud over trygheden,” fortæller Britt Wendelboe, programchef i Bo trygt, der er en indsats skabt af TrygFonden og den filantropiske forening Realdania i samarbejde med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd.
Indbrudstallet er steget
Antallet af indbrud på landsplan faldt markant i forbindelse med corona-nedlukningerne. Men det går igen den forkerte vej. På landsplan er der begået 8 pct. flere indbrud i årets første kvartal sammenlignet med sidste år.
”Vi har taget et stort skridt i den rigtige retning og er lykkedes med at reducere antallet af indbrud i Danmark markant sammenlignet med for 10 år siden. Men hvis vi læner os tilbage, så kommer indbrudstyvene også tilbage,” siger Britt Wendelboe.
Opmærksomme naboer er et af de mest effektive midler mod indbrud. Bo trygt opfordrer derfor til, at man koordinerer ferieplaner med naboerne og generelt hjælper hinanden med at holde øje med, hvem der færdes i kvarteret. Man kan eventuelt også bruge Nabohjælps app til at aftale feriehjælp med betroede naboer, så man sikrer sig, at der bliver holdt øje med huset.
”Det værste, en indbrudstyv ved, er uforudsigelighed og at blive set. Hjælp derfor hinanden i boligkvartererne med at holde øje med hinandens hjem, og hvis nogen er bortrejst, kan I flytte lidt rundt på deres havemøbler, parkere en bil i indkørslen eller på anden vis skabe liv og tilstedeværelse. Og møder I fremmede i kvarteret, så hils på dem og spørg eventuelt, om der er noget, I kan hjælpe med. Det vil skræmme langt de fleste indbrudstyve væk,” siger Julie Kofoed, kommunikationskonsulent i Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag.
Find tommestokken frem, når du skal klippe hæk
Hvis man helst ikke vil ses, er en høj hæk oplagt at gemme sig bag. Når du skal i gang med hækkeklipperen, så find først tommestokken frem og sørg for, at det grønne hegn ikke er højere end 1,6 meter. Så giver du tyven sværere arbejdsvilkår,
Læs hele artiklen fra Trygfonden her: https://tryghed.peytzmail.com/v/czlewj/ftivcmushv/3607576341/send
