Trafikken lægges om på rute 23, Skovvejen
Søndag morgen den 15. marts bliver trafikken lagt om på strækningen mellem Tornved og Knabstrup.
Det sker, for at Vejdirektoratets entreprenør kan etablere midlertidig asfalt i midterrabatten, så trafikken senere kan flyttes over i den ene side af vejen, mens der arbejdes i den anden.
Trafikken vil kunne passere området i ét spor i hver retning. Hastighedsbegrænsningen vil være 70 km/t, og enkelte steder vil der lokalt være en hastighedsbegrænsning på 50 km/t.
Den midlertidige omlægning af trafikken forventes at gælde frem til midten af april, hvor trafikken lægges om på ny, som led i det videre arbejde på strækningen.
Selvom der kun vil være ét spor i hver retning, forventer Vejdirektoratet ikke væsentlig kø på strækningen. Trafikken afvikles allerede i dag flere steder i ét spor i hver retning. Der forventes dog en lidt længere rejsetid.
Vejdirektoratet beklager de gener, som arbejdet kan medføre, og opfordrer trafikanter til at sætte farten ned og følge skiltningen i området.

