Kalundborgmotorvejen Vejarbejde

Trafikken lægges om på rute 23, Skovvejen

Søndag morgen den 15. marts bliver trafikken lagt om på strækningen mellem Tornved og Knabstrup.

Det sker, for at Vejdirektoratets entreprenør kan etablere midlertidig asfalt i midterrabatten, så trafikken senere kan flyttes over i den ene side af vejen, mens der arbejdes i den anden.

Trafikken vil kunne passere området i ét spor i hver retning. Hastighedsbegrænsningen vil være 70 km/t, og enkelte steder vil der lokalt være en hastighedsbegrænsning på 50 km/t.

Den midlertidige omlægning af trafikken forventes at gælde frem til midten af april, hvor trafikken lægges om på ny, som led i det videre arbejde på strækningen.

Selvom der kun vil være ét spor i hver retning, forventer Vejdirektoratet ikke væsentlig kø på strækningen. Trafikken afvikles allerede i dag flere steder i ét spor i hver retning. Der forventes dog en lidt længere rejsetid.

Vejdirektoratet beklager de gener, som arbejdet kan medføre, og opfordrer trafikanter til at sætte farten ned og følge skiltningen i området.

Kalundborg Motorvejen Jyderup

Nyt om Kalundborgmotorvejen

Kalundborg Motorvejen Jyderup

Som en del af projektet skal den eksisterende landevej mellem Knabstrup og Svebølle opgraderes og udbygges til motorvej. På den sidste del mellem Svebølle og Kalundborg kommer der cirka 9 km ny motorvej.

Motorvejen er vigtig for Kalundborg og Holbæk samt ferie- og fritidstrafik til sommerhusområderne på Røsnæs vest for Kalundborg. Kalundborg Havn betjener i dag en færgerute til Samsø, og der pågår en udvidelse af Vesthavnen på den sydlige side af Kalundborg Fjord med blandt andet en containerterminal.

Udbygning af rute 23 har også væsentlig betydning for håndteringen af den fremtidige trafikvækst samt for erhvervs- og samfundsudviklingen i området, herunder af betydning for de store industrivirksomheder i Kalundborg.

Anlæg af 3. etape af Kalundborgmotorvejen indgår i den politiske aftale ”Infrastrukturplan 2035’, hvor der i 2021 blev afsat 1.886 mio. kr. til projektet. I november 2023 blev projektet vedtaget ved anlægslov. Loven kan læses på Folketingets hjemmeside.

Anlægsarbejdet begynder i 2024, og den nye motorvej vil efter tidsplanen være færdig i 2028.

Læs her

Verified by MonsterInsights